En musikers afhængighed

Nu det efterhånden meget længe siden så endnu en blog. 


Nu hvor der efterhånden KUN er 20 dage til den vigtigste prøve i mit liv begynder spændingen efterhånden at melde sig. 
Når man går til konkurrencer eller spiller i al almindelighed er man som musiker utrolig afhængig af, at man har det rette udstyr, og at det er af en kvalitet der afspejler det niveau man gerne vil nå. Som klarinettist er man altid på jagt efter det helt rigtige mundstykke og de perfekt klingende blade, men da bladene er af bambus og derfor et naturprodukt, falder de meget forskelligt ud og har hver deres klang, tyngde og udtryk og det kan tage flere timer at finde det rigtige blad til det enkelte mundstykke. 
Jeg stod selv og manglede det perfekte mundstykke, og har med hjælp fra min fantastiske lærer fundet det helt perfekte B40 mundstykke, og de blade som før lød dårligt kan nu lyde ganske godt på det nye mundstykke. 
Når man så tænker på en ordentlig taske så man ikke får smadret ryggen af at have sit instrument med over alt og udstyr så ens instrument altid er velsmurt og nypudset så vil jeg mene man er godt på vej. :)
Som messing instrumentalist er man mest afhængig af at instrumentet har en god klang, at mundstykket har den rigtige dybde og at man selvfølgelig har smurt instrumentet så ens ventiler kører perfekt. 


Men kan man som musiker nogensinde stille sig 100% tilfreds med sit instrument, sit udstyr og sit engagement? 
Ens musikalitet kan man udvikle, ens engagement skal passes og plejes, og ens instrument skal med tiden udskiftes hvilket kræver mængder af tid. 
Så er der nogen tvivl om at en ægte musiker ligger sit liv og sjæl i tasken når han/hun går ud af døren? :)


Jeg ligger hele mit liv og hele min sjæl i min klarinettaske og ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår! :) 


- Og til slut.. en hyldest til min mentor, verdens bedste lærer: Jørgen Misser Jensen! 
Manden der forstår at spille klarinet så der rammer plet hver gang! 

Når musikken bliver til forelskelse.

Efter de mange søde tilkendegivelser jeg har fået er der kommet blod på tanden og mod på et nyt indlæg.

TAK HVOR ER I SØDE!!! :-)  

Idag er det torsdag, dagen for hovedfagsundervisning, den vidunderlige torsdagskoncert i Dr byen og ja.. for nogle som elsker det 'lille fredag'. 

Undervisningen kunne ikke have gået bedre, en masse skulderklap og følelsen af at optagelsesprøven bare kan komme an! 

Derudover skal det siges at jeg er velsignet med verdens bedste lærer, ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Han er inspirerende, ærlig og en af de bedste indenfor sit fag. :-) 

Torsdagskoncerten betyder: LÆKKER MUSIK, og det er derfor jeg fandt emnet til idag: Når musikken bliver til forelskelse. 

Dr symfoniorkesteret spillede her til aften Mozart: Klaverkoncert nr. 22. Bruckner: Symfoni nr. 7.

Jeg nåede ikke at høre Mozart, men fik lige netop tunet ind for at høre Bruckner, og hvilken musikalsk lækkerbisken! 

Jeg nåede vist hele følelsesregistret igennem: Glæde, sorg, fortvivelse, forelskelse og til sidst den sejrende, men aggresige afslutning. Jeg blev fuldstændigt revet med, og fik dermed den ultimative nydelse ud af symfonien. 

Men hvad er det der bevæger os? hvad er det ved musikken der kan trække tårer frem, få smilet til at vokse eller give en følelse af forelskelse?   

Har komponisten mon tænkt hvilke reaktioner han/hun ønsker lytteren skal få, eller er det rent tilfældigt? 

Nyere komponister går i nogle tilfælde meget efter lytterens sanser når vedkommende skriver, men var det mon det samme i wienerklassikken? 

jeg lader tankerne flyve videre og slutter igen med en video: idag selvfølgelig med Bruckner. :-)

Fra interesseret til blogger

Jeg har længe funderet over hvad man mon skal bruge en blog til, og om jeg som person réelt har brug for en, men tanken om hvad der er af spændende muligheder gør at jeg kaster mig ud i det. 

Jeg går pt. og forbereder mig til optagelsesprøven på det jyske musikkonservatorium i januar, og med de forberedelser kommer tanken også: 

Hvornår er man sikker på, at man vil bruge resten af sit liv på klassisk musik? 

Spørgsmålet kan variere fra person til person, men i mit tilfælde vil jeg mene, at når man ikke kan gå én dag uden at tænke på musikken eller uden at øve, så ved man at man har valgt rigtigt. 

 Når tanken om at skulle undvære musikken ikke synes holdbar så mener jeg at man er godt på vej. 

Et andet spørgsmål jeg kommer på er fx. også: 

 Har jeg den passion og det talent der skal til for at lykkes? 

Jeg ved jeg har passionen og til dels talentet, selvom jeg ved at der skal arbejdes for det. 

Men hvad er mon vigtigst? Passionen eller talentet - jeg mener det første er vigtigst, men hvem ved jeg kan jo være helt galt på den :-) .

Dagens video:  Fordi Martin Fröst er gud over klarinettismen! :-)