Når musikken bliver til forelskelse.

Efter de mange søde tilkendegivelser jeg har fået er der kommet blod på tanden og mod på et nyt indlæg.

TAK HVOR ER I SØDE!!! :-)  

Idag er det torsdag, dagen for hovedfagsundervisning, den vidunderlige torsdagskoncert i Dr byen og ja.. for nogle som elsker det 'lille fredag'. 

Undervisningen kunne ikke have gået bedre, en masse skulderklap og følelsen af at optagelsesprøven bare kan komme an! 

Derudover skal det siges at jeg er velsignet med verdens bedste lærer, ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Han er inspirerende, ærlig og en af de bedste indenfor sit fag. :-) 

Torsdagskoncerten betyder: LÆKKER MUSIK, og det er derfor jeg fandt emnet til idag: Når musikken bliver til forelskelse. 

Dr symfoniorkesteret spillede her til aften Mozart: Klaverkoncert nr. 22. Bruckner: Symfoni nr. 7.

Jeg nåede ikke at høre Mozart, men fik lige netop tunet ind for at høre Bruckner, og hvilken musikalsk lækkerbisken! 

Jeg nåede vist hele følelsesregistret igennem: Glæde, sorg, fortvivelse, forelskelse og til sidst den sejrende, men aggresige afslutning. Jeg blev fuldstændigt revet med, og fik dermed den ultimative nydelse ud af symfonien. 

Men hvad er det der bevæger os? hvad er det ved musikken der kan trække tårer frem, få smilet til at vokse eller give en følelse af forelskelse?   

Har komponisten mon tænkt hvilke reaktioner han/hun ønsker lytteren skal få, eller er det rent tilfældigt? 

Nyere komponister går i nogle tilfælde meget efter lytterens sanser når vedkommende skriver, men var det mon det samme i wienerklassikken? 

jeg lader tankerne flyve videre og slutter igen med en video: idag selvfølgelig med Bruckner. :-)