Når musikken bliver til forelskelse.

Efter de mange søde tilkendegivelser jeg har fået er der kommet blod på tanden og mod på et nyt indlæg.

TAK HVOR ER I SØDE!!! :-)  

Idag er det torsdag, dagen for hovedfagsundervisning, den vidunderlige torsdagskoncert i Dr byen og ja.. for nogle som elsker det 'lille fredag'. 

Undervisningen kunne ikke have gået bedre, en masse skulderklap og følelsen af at optagelsesprøven bare kan komme an! 

Derudover skal det siges at jeg er velsignet med verdens bedste lærer, ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Han er inspirerende, ærlig og en af de bedste indenfor sit fag. :-) 

Torsdagskoncerten betyder: LÆKKER MUSIK, og det er derfor jeg fandt emnet til idag: Når musikken bliver til forelskelse. 

Dr symfoniorkesteret spillede her til aften Mozart: Klaverkoncert nr. 22. Bruckner: Symfoni nr. 7.

Jeg nåede ikke at høre Mozart, men fik lige netop tunet ind for at høre Bruckner, og hvilken musikalsk lækkerbisken! 

Jeg nåede vist hele følelsesregistret igennem: Glæde, sorg, fortvivelse, forelskelse og til sidst den sejrende, men aggresige afslutning. Jeg blev fuldstændigt revet med, og fik dermed den ultimative nydelse ud af symfonien. 

Men hvad er det der bevæger os? hvad er det ved musikken der kan trække tårer frem, få smilet til at vokse eller give en følelse af forelskelse?   

Har komponisten mon tænkt hvilke reaktioner han/hun ønsker lytteren skal få, eller er det rent tilfældigt? 

Nyere komponister går i nogle tilfælde meget efter lytterens sanser når vedkommende skriver, men var det mon det samme i wienerklassikken? 

jeg lader tankerne flyve videre og slutter igen med en video: idag selvfølgelig med Bruckner. :-)

Fra interesseret til blogger

Jeg har længe funderet over hvad man mon skal bruge en blog til, og om jeg som person réelt har brug for en, men tanken om hvad der er af spændende muligheder gør at jeg kaster mig ud i det. 

Jeg går pt. og forbereder mig til optagelsesprøven på det jyske musikkonservatorium i januar, og med de forberedelser kommer tanken også: 

Hvornår er man sikker på, at man vil bruge resten af sit liv på klassisk musik? 

Spørgsmålet kan variere fra person til person, men i mit tilfælde vil jeg mene, at når man ikke kan gå én dag uden at tænke på musikken eller uden at øve, så ved man at man har valgt rigtigt. 

 Når tanken om at skulle undvære musikken ikke synes holdbar så mener jeg at man er godt på vej. 

Et andet spørgsmål jeg kommer på er fx. også: 

 Har jeg den passion og det talent der skal til for at lykkes? 

Jeg ved jeg har passionen og til dels talentet, selvom jeg ved at der skal arbejdes for det. 

Men hvad er mon vigtigst? Passionen eller talentet - jeg mener det første er vigtigst, men hvem ved jeg kan jo være helt galt på den :-) .

Dagens video:  Fordi Martin Fröst er gud over klarinettismen! :-)